|
I forbindelse med en udvidelse af køkkenet i Flor de Pochote er der
blevet fundet dele af et forhistorisk skelet samt en lille
stenøkse. Arkæologer fra Mi Museo i Granada
foretog en udgravning af stedet og vurderer, at det drejer sig om
dele af et 9-12-årigt barn af finere familie, som har levet for ca.
800 år siden.
Arkæologerne Juan Bosco Moroney og Humberto
León benyttede lejligheden til at besigtige området og tale med
vores erfarne nabo om andre fund i El Pochote området. Alt tyder på,
at der har været en større boplads frem til den spanske erobring i
femtenhundredtallet.
Frem for alt vakte det deres interesse, at der
skulle være fundet statuer af sten flere steder i landsbyen El
Pochote – og den største af disse inde på Flor de Pochotes ejendom.
Hidtil er der kun fundet figurer hugget i sten på øer i Nicaragua
søen.
Desværre er de fleste af disse figurer
forsvundet fra området, eller blevet brugt som bygningsmaterialer i
lokale bondehuse.
Mi Museo vil nu i samarbejde med Nicaraguas
Nationale Kulturinstitut vurdere mulighederne for at lave
yderligere undersøgelser og udgravninger i området. |