Flor de Pochote

Sandino

Sandinos fødeby er Niquinohomo.

Agusto Cesar Sandino er sikkert den berømteste nicaraguaner, der nogensinde har levet. Mens han levede var han leder af en lille hær, der besejrede USA's marinekorps. Efter hans død blev han symbolet på kampen for frihed i sit eget land og for anti-amerikanske følelser på et helt kontinent.

Sandino, en ægte helt? Det kan debatteres, hvorvidt Sandinos insisteren på en militær løsning var fornuftig, eller om Moncadas pragmatisme ville have bragt større velstand til landet. Uanset udfaldet af denne diskussion kan det faktum dog ikke ændres, at Sandino besad alle de karakteristika, der kendetegner en rigtig helt: Han kæmpede for det, han troede på. Han holdt med de fattige mod de rige. Hans idealer kunne ikke købes for løfter om penge eller embeder. Han var en lille mand fra et lille land, der kæmpede mod overmagten. Han var en god kriger og kom sejrrig ud af de mest umulige situationer. Han døde kæmpende for sin sag. Især det forhold at han aldrig søgte personlig vinding, har gjort ham til et stort forbillede for fremtidige generationer i et land, der er inficeret af korrupte ledere, der kæmper for sig selv i de fattiges navn. Sandinos liv Sandino blev født i Niquinohomo i 1895. Hans far var en velhavende kaffedyrker, mens hans mor var en fattig tjenestepige, der arbejdede i Sandino-familiens hus. De første leveår boede Sandino sammen med sin mor i en simpel hytte. Senere blev han anerkendt af sin far, og flyttede til det hus, der i dag kendes som hans barndomshjem.

Som ung kom han i vanskeligheder på grund af en gravid pige og en anklage for mord og flygtede til Mexico, hvor han arbejdede i olieindustrien og kom i kontakt med arbejderbevægelsen. Da han fik nys om US Marines tilstedeværelse i Nicaragua og Moncadas forfatningskrig, besluttede han at vende tilbage til Nicaragua for at investere sine opsparede penge i at organisere hans egen hær.

Sandinos kamp

I 1926 stod Nicaraguas liberale parti bag et oprør imod den konservative regering, der med USAs støtte nægtede at afgive magten efter et valgnederlag. USA frygtede, at en liberal regering ville indgå alliance med de revolutionære grupper i Mexico.

Den liberale bevægelse havde sit hovedkvarter i Meseta-højlandet syd for Masaya, og dens naturlige leder var José Maria Moncada fra Masatepe. Sandino støttede Moncadas hærenhed, men med sine egne tropper.

Oprøret var vellykket, og US-tropperne gik med til at forhandle med Moncada, for hvem det lykkedes at lave en rigtig god aftale, både for sit parti og for sig selv. Der skulle afholdes et nyt valg, og deb amerikanske marine skulle forblive i landet og garantere for stabiliteten, indtil der var blevet dannet en national hær. Moncada vandt dette valg med et overvældende flertal.

Sandino betragtede dette som forrædderi. En liberal regering kontrolleret af USA var ikke nogen fri regering, og den ville med garanti ikke opbygge relationer med Sandinos revolutionære venner fra hans tid i den meksikanske syndikalistbevægelse. Endvidere hævdede han, at landets sande præsident måtte være Juan B. Sacasa, der havde vundet valget i 1926. Sandino besluttede at lave sin egen kamp. Kun 29 af hans tidligere soldater fulgte ham. Men held i kampene, stor støtte fra de venstreorienterede bevægelser i Mexico og andre lande, samt mangel på anstændig opførsel blandt marinekorpset, forårsagede at hans lille gruppe voksede. Efter få år opererede Sandinos hær i næsten en tredjedel af landet. I 1930erne ændredes tingene. Sandino mistede sin internationale støtte, da han nægtede at tilslutte sig den internationale kommunistiske bevægelse. På det tidspunkt havde US-marinen også holdt deres løfte og overdraget kontrollen af landet til en national hær, så hovedgrunden til hans opposition blev elimineret. I det mindste opfattede størstedelen af befolkningen det således, mens Sandino og enkelte andre politikere var alene om at se, hvilken fare den nye nationale hær og dens leder Anastasio Somoza García repræsenterede.

Agusto Cesar Sandino sammen med sin far Gregorio Sandino (til højre) og ministeren Salvatierra kort før de alle tre blev dræbt af  Somozas mænd.

Sandinos politiske arv

Somoza gav den nationale hær ordre til at dræbe alle de personer, der havde tilhørt Sandinos hær og forfølge alle Sandinos tilhængere. Dette er grunden til, at der gik over 30 år, før Nicaragua fik en politisk bevægelse, der brugte Sandinos navn. Denne bevægelse - Frente Sandinista de Liberación Nacional, FSLN - arbejdede under jorden i næsten to årtier. I 1979 lykkedes det den endelig at etablere en bred national alliance, der kunne vælte den nationale hær, da ledet af Somozas yngste søn Anastasio Somoza Debayle.

FSLN regerede Nicaragua igennem 11 år med et program fuld af radikale sociale reformer hævdende at de videreførte Sandinos politiske program. FSLN arvede også hans fjendtlige holdning til USA, der var hurtige til at støtte utilfredsheden blandt Nicaraguas overklasse.

FSLN kunne ikke håndtere de mangeartede konflikter, og selvom deres tropper vandt borgerkrigen på slagmarken, så fejlede revolutionens politiske dagsorden. I valget i 1990 mistede FSLN magten til en højreorienteret regering uder Violeta Chamorro.

FSLN er stadig en af de største politiske kræfter i Nicaragua og hævder stadig, at de kæmper for Sandinos idealer. Mange har dog sat spørgsmålstegn ved om FSLNs nuværende strategi, der er baseret på alliancer med så at sige hvem som helst, kan repræsentere Sandinos ideer. En ny politisk bevægelse, der også kæmper i Sandinos navn, er derfor opstået. MRS (Movement to Renovate Sandinism) har på det seneste opnået en vis tilslutning, og det ser ud til, at de partier, der anvender Sandinos navn, sammenlagt repræsenterer over halvdelen af befolkningen. Navnet Sandino spiller således stadig en stor rolle i nicaraguansk politik.

Sandino Museet

I 1980erne åbnede den sandinistiske regering et museum for Sandino i hans fars hus, hvor Sandino havde levet størstedelen af sin barndom. Efter systemskiftet i 1990 blev museet lukket og de fleste af de udstillede genstande forsvandt.

I dag driver Det nationale Kulturinstitut et børnebibliotek i bygningen. Biblioteket besidder en mindre del af museets samlinger, og personalet viser gerne frem og fortæller de tilhørende historier. Det er deres håb at de med tiden - og ved hjælp af de besøgenes donationer - vil være i stand til at genskabe dele af udstillingen igen.

Biblioteket er åbent Mandag-Fredag 9-12 og 14-17.

Sidst opdateret 12.01.2007