Flor de Pochote

På farmen forsker vi i at dyrke oversete lokale træarter med værdifuldt ved med det formål at forhindre at de lokale træforarbejdningsvirksomheder mister værdifulde råmaterialer.

Vi laver forsøg med mange tropiske træarter, så som mahogni (Swietenia humilis og Sw. macrophylla), spansk cedertræ (Cedrela odorata), Teak (Tectona grandis), Cocobolo rosentræ (Dalbergia retusa) and indisk rosentræ (Dalbergia latifolia).

Træarter

Så vidt vi ved, findes der ikke mindre end 106 forskellige træarter på Flor de Pochote.

Klik for at downloade en komplet oversigt (Excel, på spansk).

Dalbergia retusa
Fabaceae

Det meget hårde, mørke ved med dets uregelmæssige gule mønstre er også meget efterspurgt til gulvbelægninger og møbler i luksusklassen, men udbuddet af høje, lige stammer er nu meget lille.

'Cocobolo' er derfor blevet en af verdens dyreste træsorter.  Alligevel har der kun været spredte tiltag på dyrkning, og de fleste er blevet opgivet igen med begrundelse, at træet 'vokser mere som en busk end et træ'.

I 1998 startede vi et dyrkningsforsøg, og vores hidtidige resultater viser, at det kan være ret så profitabelt at dyrke træet kommercielt.

Swietenia humilis
Meliaceae

Dyrkningsforsøg med stillehavns-mahogni er hidtil ikke faldet særlig heldigt ud, og det er vanskeligt at finde eksempler på succesrig dyrkning. Da træet er meget efterspurgt lokalt, vil arten blive truet, hvis der ikke snart findes rentable dyrkningsmetoder.

Det største problem for mahogni-dyrkere er træboreren Hypsipyla spp., en lille orm, der gnaver sig ind i skuddene af helt unge træer. Vi kender den lille træborerorm alt for godt, da den også har ødelagt mange planter på vores farm, men når træborerens angreb er begrænsede, er træernes vækst fin.

Bombacopsis quinata
Bombaceae

Det er let at genkende træet, da dets bark er dækket af store stikkende torne. Jo flere torne, jo bedre er træets ved, siger de lokale. Tornene er træets nødvendige forsvar mod alle de mange dyr, der synes vældig godt om dets blade. Et rådyr ville ikke have betænkeligheder ved at knække mindre træer med sin ryg, og dovendyr ville tilbringe dage i trækronerne.

En stor blå-grøn larve har dog overvundet træets forsvar, og i tørtiden kan man om dagen se store larve-kolonier, der ligger og hviler sig mellem stammens torne. Om natten kravler de så op i kronen og fortærer bladene. I 2004 havde vi så mange larver, at der ikke var et eneste blad tilbage på nogen af vores træer - og så døde alle larverne af sult. Siden da har vi ikke set nogen, og vi venter stadig i spænding på at fange en af dem , for at finde ud af, hvilken sommerfugl, de mon udvikler sig til.

Pochote-træet er ekspert i overlevelse. Det kan voksne på den næsten bare klippegrund, tørke er ikke noget problem, da træet smider alle sine blade og går i en slags dvale, når regntiden ender. Hvis et træ bliver fældet, skyder det hurtigt igen, og selv grene, der stikkes i jorden til brug som hegn, sætter nye rødder. Pochote ses derfor ofte i levende hegn.

Ficus spp.
Moraceae

På fotoet ser det lille træ foran den solide pochote-stamme ganske harmløst ud, men erfarne bønder forsikrer os om, at det store træ er hjælpeløst og dødsdømt.
Matapalo (trædræberen) begynder som en lian, der strækker sin tynde stamme op ad sit offer. År for år sætter det flere små stammer, der tilsammen kommer til at forme et net, og efterhånden som de også vokser i tykkelsen, en hel væg. Gradvist vil værtstræet blive kvalt og dø. Dræbertræet er nu stort og stærkt nok til at forsvare sin plads blandt trækronerne og vil fortsætte sin vækst, og kan blive til ægte levende mure, der kan blive op til 5-7 meter 'lange'.

Tecoma stans
Bignoniaceae

Sardinillo dækker helt frivilligt uvenlige og tørre landområder, der er blevet mishandlet og forladt af mennesket. I tre måneder af tørtiden, når alle de andre planter ser ud til at have givet op, har det stadig grønne blade og er fulde af små kønne gule blomster. Det står som en påmindelse om, at den overvældende varme ikke er nogen grund til at give op.

Dets ved anvendes som brænde, men herudover er der ikke mange, der værdsætter det.