Træer på Flor de Pochote
| Ove Faurby, der er uddannet skovbrugskandidat
og deltager i en række lokale og internationale projekter om skoven
i Centralamerika, deler gerne ud af sin store viden om tropetræer,
konsekvenserne af skovhugst, nicaraguansk skovpolitik og meget,
meget mere. På farmen forsker vi i at dyrke oversete lokale
træarter med værdifuldt ved med det formål at forhindre at de lokale
træforarbejdningsvirksomheder mister værdifulde råmaterialer.
Vi laver forsøg med mange tropiske træarter, så som mahogni (Swietenia humilis
og Sw. macrophylla),
spansk cedertræ (Cedrela odorata), Teak (Tectona grandis),
Cocobolo rosentræ (Dalbergia retusa) and indisk rosentræ (Dalbergia
latifolia).
Træarter
Så vidt vi ved, findes der ikke mindre end 106 forskellige træarter
på Flor de Pochote.
Klik for at
downloade en komplet oversigt
(Excel, på spansk).
|
 |
Interessante træer, man kan se på Flor de Pochote
Ñámbar
Rosentræ
Cocobolo, rosewood, palisanderDalbergia retusa
Fabaceae |
 |
En kendt, klassisk
tropisk træart der anvendes til brugskunst, musikinstrumenter
etc., og er det foretrukne materiale for amnge guitarbyggere. Det
meget hårde, mørke ved med dets uregelmæssige gule mønstre er også
meget efterspurgt til gulvbelægninger og møbler i luksusklassen, men
udbuddet af høje, lige stammer er nu meget lille.
'Cocobolo' er derfor blevet en af verdens dyreste træsorter. Alligevel
har der kun været spredte tiltag på dyrkning, og de fleste er blevet
opgivet igen med begrundelse, at træet 'vokser mere som en busk end
et træ'.
I 1998 startede vi et dyrkningsforsøg, og vores hidtidige
resultater viser, at det kan være ret så profitabelt at dyrke træet
kommercielt.
|
Caoba del Pacífico
Stillehavs-mahognySwietenia humilis
Meliaceae
|
 |
På det amerikanske
kontinent vokser der tre slags ægte mahogni: den næsten
uddøde kubansk mahogni, den internationalt kendte kommercielle 'regnskovs-mahogni'
samt vores lokale stillehavs-mahogni. Den sidste er ikke særlig
kendt, da den kun vokser tørre, ofte ret ufremkommelige områder i Nicaragua
og El Salvador.
Dyrkningsforsøg med stillehavns-mahogni er hidtil ikke faldet særlig
heldigt ud, og det er vanskeligt at finde eksempler på succesrig
dyrkning. Da træet er meget efterspurgt lokalt, vil arten blive
truet, hvis der ikke snart findes rentable dyrkningsmetoder.
Det største problem for mahogni-dyrkere er træboreren Hypsipyla
spp., en lille orm, der gnaver sig ind i skuddene af helt unge
træer. Vi kender den lille træborerorm alt for godt, da den også har
ødelagt mange planter på vores farm, men når træborerens angreb er
begrænsede, er træernes vækst fin. |
Pochote
Cedro espinoBombacopsis quinata
Bombaceae
|
 |
Pochote er
ligeledes et ædeltræ med stor efterspørgsel i Mellemamerika. Det
er let at genkende træet, da dets bark er dækket af store
stikkende torne. Jo flere torne, jo bedre er træets ved, siger
de lokale.
Tornene er træets nødvendige forsvar mod alle de mange dyr, der synes
vældig godt om dets blade. Et rådyr ville ikke have betænkeligheder
ved at knække mindre træer med sin ryg, og dovendyr ville tilbringe
dage i trækronerne.
En stor blå-grøn larve har dog overvundet træets forsvar,
og i tørtiden kan man om dagen se store larve-kolonier, der ligger
og hviler sig mellem stammens torne. Om natten kravler de så op i
kronen og fortærer bladene. I 2004 havde vi så mange larver, at der
ikke var et eneste blad tilbage på nogen af vores træer - og så døde
alle larverne af sult. Siden da har vi ikke set nogen, og vi venter
stadig i spænding på at fange en af dem , for at finde ud af,
hvilken sommerfugl, de mon udvikler sig til.
Pochote-træet er ekspert i overlevelse. Det kan voksne på den
næsten bare klippegrund, tørke er ikke noget problem, da træet
smider alle sine blade og går i en slags dvale, når regntiden ender.
Hvis et træ bliver fældet, skyder det hurtigt igen, og selv grene,
der stikkes i jorden til brug som hegn, sætter nye rødder. Pochote
ses derfor ofte i levende hegn. |
 |
Mata palo
Dræbertræ
Ficus spp.
Moraceae
|
 |
Selvom pochote-træet er
ekspert i overlevelse, er vi alligevel kommet i tvivl om, hvorvidt
et af vores største og mest stabile træer mon alligevel ikke har
fundet sin overmand. På fotoet ser det lille træ foran den solide
pochote-stamme ganske harmløst ud, men erfarne bønder forsikrer os
om, at det store træ er hjælpeløst og dødsdømt.
Matapalo (trædræberen) begynder som en lian, der strækker sin
tynde stamme op ad sit offer. År for år sætter det flere små
stammer, der tilsammen kommer til at forme et net, og efterhånden
som de også vokser i tykkelsen, en hel væg. Gradvist vil værtstræet
blive kvalt og dø. Dræbertræet er nu stort og stærkt nok til at
forsvare sin plads blandt trækronerne og vil fortsætte sin vækst, og
kan blive til ægte levende mure, der kan blive op til 5-7 meter
'lange'. |
| Sardinillo Tecoma stans
Bignoniaceae
|
 |
Sardinillo-træet er
en overset helt, på lige linie med køkkenpigen, det tilbereder
den lækreste mad, men aldrig vil få æren af den færdige ret, da hun
hverken har uddannelse eller er af rigtig familie. Sardinillo
dækker helt frivilligt uvenlige og tørre landområder, der er blevet
mishandlet og forladt af mennesket. I tre måneder af tørtiden, når
alle de andre planter ser ud til at have givet op, har det stadig
grønne blade og er fulde af små kønne gule blomster. Det står som en
påmindelse om, at den overvældende varme ikke er nogen grund til at
give op. Dets ved anvendes som brænde, men herudover er der ikke
mange, der værdsætter det. |
|